SKAL DET VÆRE EN SUND ELLER SLANK SOMMER?

Sund mad og slankemad bliver tit forvekslet, men de to ting er ikke altid det samme.

Sommerferien lurer lige om hjørnet, og de lange lyse sommeraftener inviterer til grillmad, is på havnen og kølig hvidvin til langt ud på natten.

Inden du kaster dig ud i sommerlivets søde fristelser, så kan det være en god idé at tænke over, om sommeren skal være enten sund, slank eller en sommerferie uden restriktioner.

Sund mad og slankemad bliver tit forvekslet. Men mad kan sagtens være sundt, uden at det slanker, og slankemad kan på den anden side sagtens være usundt.

Læs med her i denne guide, hvor jeg hjælper dig til at navigere mellem sundhed og kalorier.

IS:

Slank: vælg sodavandsis i stedet for isvafler. Sodavandsis indeholder ofte færre kalorier end isvafler. Således indeholder en Calippo (Frisko) 70 kcal og en Daim isvaffel 338 kcal.

Sund: almindelig købe-is indeholder ofte en del farve- og tilsætningsstoffer. Hvis du vil undgå kunstige farvestoffer og overflødige tilsætningsstoffer, så skal du gå efter god økologisk kvalitets-is som f.eks. Hansens is, Irmas Økologiske is eller Änglamark is fra Coop.

Kød:

Slank: Pande- og grillpølser indeholder mere fedt og flere kalorier end bacon. Hvor bacon indeholder 256 kcal/100 g. indeholder pølser ca. 270 kcal/100 g. Skip pølser og pølser i svøb, og grill i stedet reelle stykker lyst kød, fisk eller grøntsager.

Sund: Danskernes foretrukne kødvalg er svinekød og hakket oksekød. For sundhedens skyld er det godt at variere kødvalget, så vi spiser mindre af det røde kød og mere af det lyse. Tænk mere i kyllling, kalkun og fisk, når du skal vælge kød i supermarkedet.

Drikkevarer:

Slank: Flydende kalorier er lette kalorier. Øl (33 cl) og 1 gl. vin indeholder ca. 86 kcal . Spiritus (3 cl.) indeholder 93 kcal. Som tommelfingerregel svarer et glas vin, en øl eller 3 cl. spiritus til, at du hver gang spiser en lille smørpakke fra bageren (10 g). Drik i stedet vand, mager mælk eller light sodavand.

Sundhed: Det sundeste, du kan drikke, er vand. Kroppen består af 50% vand, og vand er livsvigtigt for, at kroppen og hjernen fungerer. Drik isvand, drik vand med frisk mynte i eller danskvand. Det er også sundt at presse din egen juice af grøntsager og frugter eller lave din egen iste af din favorit grønne te.

Snacks

Slank: Det kan være svært at finde en mager snack, man kan servere inden middagen eller foran fjernsynet. Hvis du vil undgå for mange kalorier, så prøv grøntsagsstænger med dilddip lavet på skyr eller frisk frugt skåret i mundrette stykker blandet med blåbær og jordbær. Du kan også lave popcorn eller spise kanelknækbrød med frisk æble.

Sund: Edamame bønner med citron og salt er en sund og god snack. Edamame indeholder en del kalorier og en masse protein, der giver en lang mæthedsfornemmelse.

Nødder indeholder blandt andet omega-3 fedtsyrer og er en rigtig god og sund snack. Lav evt. dine egne saltmandler eller lakridsmandler eller bland nødder med tørret frugt, der indeholder sukker men også en del vitaminer.

OPSKRIFT: Få opskriften på lakridsmandler her!

Frisk frugt i mundrette stykker er også en god snack. Køb økochips, hvis du ikke vil undvære chips, så undgår du smagsforstærkere og andre tilsætningsstoffer.

Dessert:

Slank: Desserter behøver ikke at vælte kalorieregnskabet, hvis du går efter nogle få principper. Sørg altid for, at der er frisk frugt og bær i desserterne, brug mørk chokolade i stedet for mælkechokolade og lav vaniljecreme med skyr i stedet for flødeskum eller cremefraiche.

Sund: Rawkager lavet på dadler, kokosfedt, nødder og chokolade indeholder masser af sunde kalorier, gode fedtstoffer og antioxidanter. Et godt valg er også en god økologisk is med frisk frugt og bær eller en frugttærte med økologisk cremefraiche.